Da man i sin tid lærte at støbe beton, så forsøgte man sig ofte med at støbe det hele i ét stykke, hvis det kunne lade sig gøre.

Hvis man nu om dage har at gøre med store stykker beton, så forsøger man at dele det op, så man kan sætte det sammen senere – det er jo ret svært at lave en Storebæltbro i ét stykke, men mindre støbeting kan også gøre det.

Har du nogensinde set et støberi, så vil du også vide, at sådan et sted er der bogstaveligt talt højt til loftet i, fordi der skal være plads til at kreere nogle store stykker.

Før i tiden måtte man så også bruge mindre maskiner og håndkraft for at sætte disse ting sammen, om man så gjorde det på fabrikken eller derude, hvor det skulle bruges.

Nogle gange sammensatte man enkelte dele på fabrikken, hvorefter man samlede det hele på stedet, når man enten var færdig med det hele, eller når man var nået til at lave det næste stykke i rækken.

Disse forfædre ville nok kunne sige til dig, at det var ikke bare et belastende og hårdt arbejde, men man skulle også evne at kunne kommunikere godt sammen – dengang kaldte de det nok bare “tale sammen – så man undgik ulykker.

Og det var ikke let i et støjende og larmende miljø af en arbejdsplads, så ofte endte man også med at kende rutinerne og hinanden nok til at vide uden at tale, hvornår tingene gik godt eller skidt. Eller man brugte bare kropssproget.

Nu om dage har man nogle bedre maskiner, man næsten kan indstille til at sætte disse betonelementer sammen med, hvor man næsten ikke behøver have andre mennesker indover, end når man skal styre disse – på afstand.

Og så måske lige en enkelt person eller flere, når man skulle tjekke efter, om det hele var ved at flugte sammen.

Læs videre om det spændende emne med betonelementmontage her: https://www.servicepatruljen.dk/